Historie

Jernbanen mellem Herning og Holstebro blev åbnet i 1904 som en af de sidste strækninger i det banenet, vi kender i dag.

Forbindelsen mellem Holstebro og Struer var blevet etableret så tidligt som i 1865, og Herning/Silkeborg-banen åbnede i 1877.
Jernbanen fik afgørende betydning for Aulum og omegns udvikling. Stationen var fra åbningen i 1904 og adskillige år frem arbejdsplads for mange mennesker og medvirkede dermed til fremgang og vækst for Aulum som stationsby.

foto fra perronen med togByens efterhånden mange forretninger fik en stor del af deres varer via banen, og landbruget modtog og afsendte forsyninger med toget. Omlastning og udbringning af gods og fødevarer gav arbejde til byens vognmænd.
Mange af byens borgere og gæster benytter fortsat toget, og en stor del af Aulums indbyggere har en historisk eller nutidig tilknytning til stationen.

Arkitektur

Den gamle stationsbygning er én af byens få tilbageværende markante bygninger. Fremsynede og visionære politikere i den gamle Aulum-Haderup Kommune sikrede ved opkøb, at bygningen blev bevaret, da dens oprindelige funktioner ophørte.

Arkitektonisk er stationsbygningen lidt af en perle – bygget i nationalromantisk stil. Den er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, som var statsbanerens chefarkitekt fra 1894 til 1921. Han opførte ca.150 stationsbygninger i Danmark, heriblandt Holstebro Station og Københavns Hovedbanegård. Mange af hans stationsbygninger er desværre for længst nedrevet.

Aulum Station er et rigtigt fint eksempel på H. Wencks arbejde. Bygningen har trods enkelte ombygninger og en del slidtage bevaret mange af de ydre arkitektoniske kvaliteter og bærer præg af den høje håndværksmæssige standard, der var karakteristisk for H. Wenck.

foto af Aulum Station 1905Bygningen har mange fine murværks detaljer, det gamle naturskiffer tag er bevaret og ligeledes de små sprodsede vinduer.
Gavlspidserne afsluttes med en fin lille detalje – en såkaldt ”husbrand,” der på magisk vis skal værne bygningen mod lynnedslag og brand.
Stationen er et fint eksempel på den ”nationalromantiske stil” med elementer fra andre stilarter, som H. Wenck anvendte til mange af de første bygninger, han tegnede.

Indvendigt er der ikke meget tilbage, der minder om bygningens tidligere funktion som station. Stationsforstanderens lejlighed er nedlagt og den tilhørende have er udlagt til cykel- og bilparkering.
Også pakhuse og det karakteristiske ”vandtårn,” der skulle forsyne damplokomotiver med vand på kedlerne, er væk.
Den oprindeligt indbyggede loggia mellem den gamle ventesal og perronen er ligeledes fjernet.