Den 5. fortælledag blev afholdt på Stationen 4. marts 2023
Helge Sander:
Med Aulum som affyringsrampe
– derfor blev Helge aldrig købmand i Varhede.
John Mortensen:
Fra ”rebel” til ”poleret” venstremand
– minder fra opvæksten i en håndværkerfamilie i 50erne og 60erne.
Tidligere lærer ved Aulum Byskole Elin Tranekjær akkompagnerede på klaver til fællessang fra Højskolesangbogen og inden Helge fik ordet, sang vi en sang fra Aulum Revyen 1976 om Helge og hans bedrifter.
Igen var der sjove fortællinger – en god stemning og fuldt hus til den sidste fortælledag i denne omgang.
Tidligere skoleinspektør Oskar Krogsgaard skrev igen en fin artikel om fortælledagen i Herning Folkeblad (6. marts 2023) – læs den her:
Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde hedder det i Midsommervisen, men med en lidt anden
fortolkning kan det også forstås på den måde, at der i et samfund findes personer, der på en eller
anden måde har skilt sig ud fra mængden, så der er blevet lagt mærke til det og talt om det.
Det har tydeligt vist sig ved de hidtil afholdte populære fortælledage i Aulum, hvor deltagerne har
moret sig kosteligt, når fortællerne har omtalt og knyttet fornøjelige og pudsige anekdoter til
personer i forbindelse med temaet ”Aulum i gamle dage” og i særdeleshed, når det er blevet
suppleret med kommentarer fra publikum.
Som ved de tidligere afholdte fortælledage kunne der også lørdag eftermiddag på Stationen tændes
den røde lampe, ikke på grund af togtrafikken, men fordi der igen var udsolgt. Emnet var igen
erindringer om gamle dage, og for den første fortæller Helge Sanders vedkommende tillige
vedføjelsen – hvorfor jeg ikke blev købmand i Varhede.
Jo, fortæller en veloplagt Helge Sander, mine fremtidsplaner var klart afstukket, – ud af 7.klasse og
så en plads som kommis i Varhede, og det var ikke et tilfælde, der ændrede disse planer, men en
indgriben fra min skoleinspektør Kr. Schriver, der overtalte mine forældre til, at jeg skulle fortsætte
skolegangen i Aulum Byskole og tage realeksamen. Det er jeg efterfølgende ham meget
taknemmelig for.
Efter en samtale med en journalist fattede jeg interesse for at gå den vej, og da jeg havde forstået, at
opskriften var at skrive læserbreve, forfattede jeg straks et af slagsen. En protest mod at unge
mennesker mødte langhåret op i kirken til deres konfirmation. Læserbrevet kom ikke i avisen, men
jeg modtog dog en opfordring til at fortsætte. Det forøgede min interesse, og et samarbejde med
sportsjournalist W. Schreiber afgjorde endeligt min fortsatte løbebane, som samtidig bevirkede, at
jeg fik nogle lange arbejdsdage med at skrive artikler foruden at passe min skolegang. Artiklerne
blev afsendt i kaffepausen fra skoleinspektørens kontor, hvor der velvilligt blev stillet en stol og
telefon til rådighed.
Trods sine mange gøremål, nåede Helge Sander dog inden han forlod Byskolen at sætte sine aftryk
på såvel skoleblad som elevråd samt lægge kimen til organisationen DSE – Danske skoleelever. Ind
imellem sportsresultaterne blev der også lige tid til at skildre sit sogn Ørre i en film, der blev noget
af et tilløbsstykke og nåede foruden at blive vist flere gange i Ørre forsamlingshus også en
fremvisning for mere end to tusind gæster i Herning Kongrescenter.
Som afslutning når han lige at citere alle 11 navne på et par holdopstillinger, forklare resultaterne i et
par cykelløb samt redegøre for den rette sammenhæng ved udbetaling af penge efter en
fodboldkamp, men 6-dagesløbet nåede vi ikke, heller ikke en omtale af indførelsen af professionel
fodbold. Det må vi have til gode til en anden gang, – eller afvente den dag Helge Sander udgiver sine
erindringer. Det bliver et digert værk, hvis det hele skal med, men garanteret en bestseller.
Modstanden mod at indføre nye tiltag har i tidens løb bevirket, at der i Aulum er fremstået personer,
der kan betegnes som rebeller. Første gang var i året 1894, da to unge mænd Jens Brix og Jakob Chr.
Nielsen indbød de unge karle i sognet til gymnastik. Havde man forventet, at initiativet ville
fremkalde andet end tilfredshed, blev man i den grad overrasket, da den daværende præst A. Torm
i sin prædiken i kirken om søndagen meddelte, at han agtede at indkalde til et protestmøde med det
formål at forhindre det onde der var på vej. Mødet blev afholdt med stor tilslutning, men sympatien
var på rebellernes side, og kort efter startede gymnastikken.
I året 1904 kom Aulum i avisen. Årsagen var at formanden for gymnastikforeningen Anders Chr.
Jensen havde skrevet en artikel i Herning Folkeblad, hvor han anbefalede, at pigerne i sognet også
skulle gå til gymnastik. Artiklen medførte en længere avisfejde, men ikke desto mindre startede
pigerne med gymnastik, i øvrigt i det daværende Jernbanehotels store sal. Senere i 1935 gav
sognerådet tilladelse til, at Byskolens gymnastiksal måtte anvendes med den betingelse, at der var en
halv time mellem pige- og karleholdets øvelser.
Med dyrlæge Andreas Andersen i spidsen blev det i 1936 vedtaget et bygge et svømmebassin i
Aulum. I den anledning rejste der sig en storm af protester fra visse kredse i befolkningen, at man
kunne finde på at opføre noget så umoralsk som et svømmebassin. Trods den megen postyr om
sagen gik arbejdet i gang, og i 1938 blev svømmebassinet åbnet.
Med den baggrund kan det ikke undre, at John Mortensens navn i 1969 kunne føjes til listen
”Aulums rebeller”. Som medlem af Byskolens elevråd, fortæller han i sit indlæg med emnet
”Fra rebel til poleret venstremand” forsøgte jeg på alle måder i artikler i vort skoleblad ”Blækhuset”
at overbevise skolekommissionen om det rigtige i, at der måtte danses ved skolefester, og det til
trods for, at jeg ikke selv kunne lide at danse. At jeg i den forbindelse kom på kant med
skolekommissionens formand pastor Niels Petersen, fornemmede jeg tydeligt, da jeg deltog ved et
bryllup i forsamlingshuset, og præsten gik rundt og hilste på folk. Jeg stod midt mellem mine
forældre, som præsten pænt gav hånd til, men elegant sprang han over mig, hvortil min far i øvrigt
bemærkede ”Hwa hår do no lawet” Jeg fik dog senere et fint forhold til præsten, tilføjer han.
Til det rebelske hører også, at John Mortensen i året 1974 blev opstillet som nr. 5 på en liste til
kommunalvalget, og efterfølgende i en alder af 21 år nåede at blive valgt og fik betegnelsen
Danmarks yngste kommunalbestyrelsesmedlem. Et mindre opgør var det vel egentlig, indrømmer
han, for vi var en flok unge, der snakkede sammen om, at det var for dårligt, at der ikke var nogle
yngre folk, der lod sig opstille. Det var ikke sådan, at vi diskuterede politisk tilhørsforhold eller
standpunkter – nej det var ren kalkulation af, hvor det var muligt. Valget faldt således på partiet
Venstre, der dengang stadig havde fri opstilling, så alle havde adgang til opstillingsmødet. Det var
lidt af en omvæltning for mig, at jeg blev valgt, men jeg må sige, jeg fik en utrolig god modtagelse,
slutter John Mortensen sin meget underholdende og interessante beretning.